Aarhus – forkæles, stadig.
Posted on 10 May 2012 | No responses
Udsmykning og udnyttelse af de kroge, hjørner, revner og sprækker, der er byens patina. Nyt liv og perspektiv tilføjes, i kontrast eller som supplement til den eksisterende arkitektur. Tid til en pause, forundring, tid til at ånde ind eller puste ud. Tid til at forelske sig i Aarhus igen og igen.
Her er lidt af det Aarhus er blevet forkælet med gennem tiden.
PortfolioVFC
Posted on 7 May 2012 | No responses
Now you´re just somebody that I used to know
Posted on 20 April 2012 | No responses
Under huden…
Good deeds
Posted on 14 April 2011 | No responses
Ekstreme situationer, kræver ansvar og samfundssind
Vores ansvarsfølelse og samfundssind er druknet i vores eskalerede forvænthed.
Vi føler os ikke længere forpligtede overfor fællesskabet og det kan da også være svært at få øje på et fællesskab, med mindre man er på stadion en søndag eller Festugen buldrer af sted. Der findes mange eksempler på hvordan vi tidligere har stået sammen og løftet i flok. Og Oliekrisen er blot ét.
Da tog vi uldsokkerne på og varme sweatre, skruede ned for varmen og lod bilen stå. Situationen var ekstraordinær og en fælles indsats var nødvendig – og det forstod vi. Situationen i dag er også ekstraordinær – vi har bare ikke rigtigt fattet det.
Vi har ganske enkelt ikke råd til den velfærd vi gerne vil have.
”Noget må gøres”
”Jamen, jeg har betalt over skatten”
”Jeg skal da ha” – nej, du skal ikke! Du skal bliver ved med at give, udelukkende fordi du kan.
Første skridt på vejen, til opretholdelse af velfærden, er at erkende der ikke er ressourcer nok.
Næste skridt er at se os selv som ressourcerne, der kan gøre den hele forskel.
Der er imidlertid stor inspiration at hente hos de mange frivillige organisationer. Hos de frivillige ses nemlig et engagement, en energi og vigtigst af alt en vilje – would you do it for free? Jeps, det ville de og det gør de.
Det handler om at vi ser os selv som en del af helheden. Vi følger jo gerne en ældre dame over vejen eller hjælper med at bære hendes varer hjem, rejser en cykel der er væltet, eller giver vores siddeplads i bussen for gangbesværede og så videre. Det handler om the good deeds og om at føre dem videre ud i samfundet.
Jeg arbejder som frivillig kommunikator på KFUM og KFUK´s non-profit café fairbar i Aarhus. Vi har haft et samarbejde med godt 40 multimediedesign studerende fra AARHUS TECH, omkring blandt andet social branding, kommunikations strategi og planlægning.
En af grupperne lavede denne lille film der, i storslåede enkelthed, opfordrer os alle til at gøre de gode gerninger. Tak til Morten Trads, Jesper Christensen, Nicholas Gotfredsen, Louisa Pagh og Steffen Mortensen, for den flotte film.
Tusind tak til 3. Semester Multimediedesign på AARHUS TECH 2011 for jeres entusiasme og indsats på projektet.
/Winnie
Digital Natives
Posted on 12 December 2010 | 3 responses
I torsdags var jeg i Århus Kunstbygning for at se og opleve DIGITAL NATIVES, som er en udstilling om og af mennesker, der er opvokset i den digitale tidsalder.
Det var en udstilling hvor man ikke var inviteret som gæst, men som bruger og der var i dén grad mulighed for brugerdrevet indhold. Blandt installationer var Facebook opdateringer og billeder der flød rundt i en digital masse på gulvet. I installationen ”Dj Station” kunne man via marker-klodser selv mixe stumper af de digitale indfødtes yndlingsmusik og styre volumen og i installationen ”Portraits” klippes filmstumper sammen, alt efter brugerens bevægelse i rummet.
“Dj Station”
Digital Natives from Winnie Østergaard on Vimeo.
Jeg blev meget inspireret af udstillingen og kom til at tænke på den meget presente forskel i ”sprog” og tankmønstre, mellem digitalt indfødte og digitale immigranter.
Er du en digital indfødt eller en digital immigrant?
Når du har fundet noget interessant på nettet, sender du så et link til dine venner eller henter du dine venner for at de kan se det på skærmen? Når du sender en mail, ringer du så efterfølgende for at få bekræftet om den nu nåede frem? Der er stor forskel på om man er digital immigrant eller digitalt indfødt, ligesom der er forskellige niveauer af entusiasme og talent for den digitale verden, i begge kategorier.
En digitalt indfø
dt, er et individ der er født, efter de moderne digitale teknologiers indtog og som det derfor er vant til at navigere og interagere med og i. Den moderne teknologi er altså ikke noget udefrakommende koncept der skal læres, forstås og integreres, men i stedet noget der umiddelbart absorberes af den digitalt indfødte. Selvfølgelig er der ikke nogen der er født ”digitale” det handler om uddannelse og erfaringer.
En digital immigrant, er et individ der er født ind i en verden, hvor de moderne teknologierne er kommet til senere hen og derfor også er et koncept der skal læres og forstås, inden det kan absorberes og integreres.
”Sprogforskel” og ”mindset forskel” i undervisningssituationen
En af de store udfordringer er sprogforskellene mellem de studerende(de digitalt indfødte) og deres undervisere(de digitale immigranter). De studerende i dag, er ikke de mennesker vores uddannelsessystem er skabt til. De studerende har udviklet sig i takt med teknologien, det har uddannelsessystemet ikke. Underviserne taler et forældet sprog, fra den før-digitale-alder, som ikke altid er kompatibelt med de studerendes ”nye” sprog. Underviserne skal altså undervise i et miljø der er vant for de studerende, men fremmed for underviserne.
Når man lære et sprog tidligt i sit liv lagres det ét sted i hjernen, mens det lagres et andet sted hvis man lære et sprog senere i livet.
“Different kinds of experiences lead to different brain structures, “ – Dr. Bruce D. Perry of Baylor College of Medicine. Det er derfor meget sandsynligt at de studerendes hjerner har ændret sig fysisk og derfor er anderledes end eksempelvis deres digitale immigrerede underviseres. Hvis deres hjerne struktur har ændret sig, har deres tankemønstre måske også og så kan det jo være svært at forstå hinanden.
Det kan da også være svært at se og forstå hvordan man kan lære ved at spille spil, høre musik eller være på et eller flere sociale netværk samtidig med undervisningen foregår, især når man ikke selv kan. Men de digitalt indfødte fungerer på en anden måde, de er vokset om med den moderne teknologi og det dertilhørende tempo, de har ikke tålmodighed til step-by-step undervisning, men er det fordi de ikke har tålmodighed eller er det fordi de vælger ikke at have det?
What to do?
Har de digitale immigrerede undervisere så overhovedet en chance for at trænge igennem?
Immigranter lærer at tilpasse sig deres miljø, men de bibeholder altid(i større eller mindre grad) deres “accent”, altså deres bagage fra fortiden og det de er vokset op med, uddannelse og erfaringer. Det betyder at der er noget at arbejde med for dén underviser som ønsker at lære fra sig. Skal de digital indfødte lære tingene på den gamle måde? Eller skal de digitale immigranter/underviserne lære det nye og en ny måde at undervise på?
Et sted at starte er ved at erkende at de studerende tænker, producerer og deler information på en meget anderledes måde end deres forgængere. Jeg tror det handler om at genoverveje undervisningsmetoderne og indholdet. Underviserne skal lære at kommunikere på det sprog de studerende taler. Det betyder ikke, at det der engang var vigtigt ikke længere er det, men det betyder at underviserne skal sætte tempoet op og droppe den traditionelle step-by-step undervisning. Hvis formen er digitale teknologier, betyder det ikke at det ”bare” software, hardware, robot – og nano teknologi, det er også etik, sociologi, kommunikation osv.
Jeg er uddannet Multimediedesigner og jeg kan godt huske hvordan dét at sidde med min bærbare klappet op, under undervisningen, blev modtaget af langt de fleste undervisere – mangel på dannelse, pli og respekt. Det er én måde at se det på. Og det er ikke fordi mine undervisere var specielt dannede selv eller sippede, for den sags skyld, men perceptionen af situationen var en anden end min og mine medstuderendes. Jeg sad med min bærbare klappet op for at Google nøgleord fra undervisningen(for, med al respekt at få lidt mere kød på, eller andre synsvinkler) og når utålmodigheden meldte sig, loggede jeg på Facebook, Twitter eller tjekkede min mail. Multitasking eller parallel absorbering af information, var ikke med til at forringe min læring, tværtimod. (Nogle vil ondsindet påstå noget andet :) , dem skal I ikke lytte til).
Der er da også noget ekstremt paradoksalt ved at blive undervist i eksempelvis sociale medier og så samtidig ikke anvende dem til det de er så gode til, nemlig videndeling :)
Jeg tror det handler om hvordan stoffet bliver præsenteret. Min bonus datter på 8år(skrapt forfulgt af min datter på 5 år) kan alle navnene på karaktererne fra Ringenes Herre og Harry Potter, hvor hver enkelt karakter stammer fra, karakterernes relationer, deres egenskaber og hun kender universerne – hvis man kan lagre al den data i sin hjerne, kan man vel også lagre og lære om verdens lande, population, sprog, universet, kvantefysik osv. Det handler simpelthen om hvordan det formidles og i hvilken form det præsenteres.
Innovative Mattel?
Posted on 20 November 2010 | 3 responses
The new Barbie Video Girl, created by Mattel – naturally, The doll features a video camera in her necklace, recording video and sound, a LCD screen in her back, displaying the recorded material.
You can connect her to your computer via USB and transfer the recorded data to the Video Girl editing tool on www.barbie.com/videogirl On the site you can edit you own video, of what the world looks like through Barbie´s eyes(and yours). On the site you can participate in a video contest. You log in and get your own ”site”, you simply upload your Barbie video. You can also view Barbie videos made by others.
They certainly know their users, girls aged six and above, love first person play. How innovative to install a video camera and a LCD screen in Barbie – in my opinion. A product we all know so well, now with the opportunity of interaction, creation, sharing and friendship/like community on Facebook. She´s also to find on YouTube, Twitter, Foursquare and on her own blog http://alldolldup.typepad.com
Let the users get involved – right?
Siplandet :)
Posted on 12 November 2010 | 2 responses
En kærlig føljeton, dog ikke fiktion – men virkelighed. Et karakteristisk træk for genren er at afsnittene ofte slutter på steder, hvor spændingen er højest, en cliffhanger. Om det er tilfældet her…? Men spændende er det dog at se hvor vidt Siplandet strækker sig :)
Det begyndte med en hilsen fra Line og Marlene supertankr.dk
Efterfulgt af En tour de Ipland og ekspansionen ville ingen ende tage…
//Winnie
Pandekager er modgiften
Posted on 29 September 2010 | 2 responses
”Man bliver simpelthen bare så glad, af at være et godt menneske” Signe Lundkvist.
Jeg har endnu ikke fundet modgiften til alt det negative jeg møder. Jeg tager det til mig, lader det trænge ind og slå rod.
Så sad jeg en lørdag morgen og lyttede til Mads og Monopolet, hvor søde, skønne Signe Lundkvist sagde de fantastiske ord: ”Man bliver simpelthen bare så glad, af at være et godt menneske” Hvad fanden skal det nu betyde? sagde jeg højt for mig selv.
Ja, det skal sgu nok betyde at hvis du ikke er glad, er et godt sted at starte, at være et bedre menneske. Sende gode ting ud i Verden, i stedet for at belemre Verden med alt det lort der gør dig trist, sur, vred og ked af det.
Jeg cyklede med det samme over at hente morgenbrød, kom hjem satte kaffe over og lavede hjerteformede pandekager, til ham jeg elsker. Jeg kunne mærke hvordan mine mundviger langsomt begyndte at trække opad under morgenmads forberedelserne? Ny fornemmelse, dejligt. Når der ikke skal mere til, hvorfor er det så så svært?
//Winnie
Rotpunkt og pessar
Posted on 14 September 2010 | 6 responses
I syvende klasse blev vi indført i menneskets biologi og præsenteret for voksne menneskers ”kærlige omgang” med hinanden, vi fik med andre ord seksualundervisning på skemaet.
Jeg gik på Møllevangs Skolen. Lærerne holdt som regel til på lærerværelset, jeg siger som regel for det var også tit dér de opholdt sig i vores timer. De skulle altid liiige hente et eller andet eller fange en af deres kolleger eller et andet vigtigt ærinde – vel at mærke også i vores timer. Lærerværelset var, som de vel alle var dengang, enormt røgfyldt og jeg husker især de røde Rotpunkts termokander og wienerbrød i lange baner.
Tilbage til seksualundervisningen. Vi var noget spændte på hvad det mon var for noget, ikke så meget de “voksnes kærlige omgang”, men mere hvordan vores lærer egentlig havde tænkte sig at håndtere formidlingen og os. Vi havde hele skolens yndlingslærer Keld Pedersen. Han var en vellidt, rar, lidt drikfældig og nøgleraslende mand og good cop i gårdvagt-makkerparret Skårup-Pedersen (der ofte udøvede deres gårdvagt tjans, på pedellens kontor, med et par kælderkolde). Vi startede med en tegnefilm, der handlede om selve samlejet – bare lige for at bryde isen. Så fik vi udleveret kondomer og så skulle vi i grupper sætte kondomerne på flamingo penisser. Keld bad så om klassens opmærksomhed. Han holdt en oval grønlig plastic æske op for klassen og spurgte os om vi vidste hvad det var?
Og det gjorde jeg, for sådan en havde min mor. Jeg rakte ivrigt hånden i vejret og da jeg blev spurgt svarede jeg, at det var øjenskygge for sådan én havde min mor. Jeg tror det var højdepunktet på Kelds dag, måske højdepunktet for alle de timer han havde undervist i faget. I hvert fald lyste hans øjne op og han brød ud i voldsom latter. Han åbnede æsken, viste indholdet frem og fortalte hvad det var. Det var et pessar!
Det var intet mindre end forfærdeligt. Jeg var ikke blot blevet totalt til grin foran hele klassen – nu vidste de også alle sammen at min mor havde et pessar og derfor også at hun måtte have ”kærlig omgang” med min stedfar. Ganske enkelt forskrækkeligt! Ydmygelsen var total. Det oversteg alle de gange min mor havde afbrudt undervisningen, fordi jeg havde glemt min madpakke og hun lige ville komme forbi med den. Det oversteg den gang jeg måtte gå hjem, midt i musik, for at hente tørt tøj til hende, fordi hun var kælket i søen med en kollega. Det oversteg ALT.
Fik jeg sagt jeg elsker min mor helt vildt og ubetinget?
//Winnie
Min helt, den store liderbuk
Posted on 6 September 2010 | 2 responses
Vi hylder vore helte for lidt. Men nu er tiden kommet.
Jørgen Leth er inviteret til at deltage i Toronto International Film Festival, med filmen “Det erotiske menneske”.
Hvorfor betyder erotikken så meget i menneskets liv? – Det undersøger Jørgen i sin film, som er et projekt han har arbejdet med de sidste 10-15 år. Vi tages med til blandt andet São Paulo, Rio de Janeiro, Panama City, Dakar og Manila – steder hvor Jørgen har gjort sig erfaringer med erotikken.
Jeg glæder mig…
